Fra organiseret kaos til struktureret rod

Den første gang jeg stødte på begrebet Agile er tilbage i 2007, hvor jeg skiftede arbejdsgiver.

Jeg havde arbejdet som udvikler i en mindre virksomhed, hvor det ene projekt afløste det andet og opgaverne ofte skred både tids og scope mæssigt. Men selvom der indefra kunne føles meget kaotisk, så alligevel var der en struktur på det overordnede projekt, men det var ikke særlig synligt på opgave niveau og opfølgningen var meget sporadisk.

Hos min nye arbejdsgiver, stiftede jeg for første gang kendskab med begreber som agile og vandfaldsmodeller. Når jeg kiggede tilbage, kunne jeg godt se at de projekter, som jeg havde været med til at lave tidligere, var meget baseret på vandfaldsmodellen.

Et typisk projekt startede med en længere analysefase afsluttende med en prototype eller nogle designbeskrivelser af en løsning. Herefter gik udviklingsfasen igang, som varede indtil at produktet var klar til test. Herefter var der en lang testfase, hvor der hele tiden var tilbageløb på grund af misforståelser i designfasen eller ændringer i scopet, efterhånden som testen skred frem.

Jeg kunne hurtigt se at den iterative model som Agile bygger på, kunne have forebygget mange af disse problemer. Men samtidig måtte vi i teamet erkende, at det nok ikke var så nemt at indføre en agil udviklingsmodel. Vi lavede nok alle de fejl, som man kunne gøre i den proces.

  • Ingen kontakt til Product Owner i vores iterationer
  • Ikke noget klart iterations mål
  • Ingen defineret backlog
  • og sikket meget mere

Vi var faktisk slet ikke agile, men lavede bare udvikling uden nogen form for dokumentation eller styring selvom vi holdt daglige "scrummøder", hvor vi sad i en rundkreds og snakkede om opgaveløsning, i stedet for at fokusere på fremdriften i iterationen.